Cityforeningen fejrer Valdemarsdag i Kertemindes gader

dannebrog

Lørdag den 15. juni 2019 er det 800 år siden at Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen, og danskerne fik deres flag.

Dannebrog faldt ifølge sagnet ned i Estland under et slag ved Lyndanise, under et af Valdemar II Sejrs korstog – heraf navnet Valdemarsdag. I dag lørdag den 15. juni kan vores kære Dannebrog fejre sin 800 års fødselsdag. 800 år, hvor Dannebrogs rød-hvide farver har vejret vidt og bredt over det ganske danske land: til fødselsdage, i danskernes forhaver, til fodboldkamp og til hvilken lejlighed vi nu end ynder at flage til. Og det er mange!
”Hos os i Kerteminde Cityforening ynder vi at flage når sommeren går i gang, og i år var det oplagt at starte vores sommerflagning i Kertemindes gader på netop Valdemarsdag”, udtaler formand for Kerteminde Cityforening Jonas Nielsen, og fortsætter: ”At der er flag i gaderne gør byen endnu mere indbydende end den er i forvejen, og i en tid med besparelser er det dejligt, at vi i Cityforeningen kan bidrage med og nok skal sørge for, at turisterne har noget at se på, når de går tur og handler i vores forretninger, til gavn for by- og handelsliv”.
Kerteminde Cityforening har stået for flagningen i Kertemindes gader altid, og arbejder i øjeblikket på en ny udgave af de festlige flag, som kommunen lægger flaghuller til.
”Vi regner med, at de nye flag, som finansieres af Cityforeningens medlemmer, bliver klar til opsætning til sommeren 2020”, konkluderer Jonas Nielsen.
Det er Kerteminde Vandskiklub, der i samarbejde med Cityforeningen sørger for at flagene sættes op og tages ned igen ved endt sæson. Flagene bruges også til fejring af konfirmationer i Kerteminde. Her er det dog Lions Kerteminde der står for op- og nedtagning.
Så når du igen i år kan nyde det nu 800 år gamle Dannebrog, der vejrer i Kertemindes gader, så send en kærlig tanke til Kerteminde Cityforening.
Må Dannebrog længe leve!