Selvom sommeren går på held, er der stadig masser af tid til en tur på Torvet i Kerteminde til en skøn koncert med en af Danmarks bedste og mest folkekære sangerinder
Anne Dorte Michelsen gæster Kerteminde lørdag den 20. august til en hyggelig familiekoncert lige midt i Kerteminde. Koncerten finder sted på Torvet, foran kirken, hvor man fra kl. 12 til kl. 13 kan finde sig en solskinsplet, forsyne sig med en sodavand eller en fadøl, og nyde en af Danmarks bedste sangerinder, når hun fremfører nogle af alle de hits, hun har haft, gennem sin lange karriere.
Det er Kerteminde Cityforening, der endnu engang byder på musik på Torvet for at give lidt ekstra til byen og de handlende, som tak for at man husker at handle lokalt.
-Kerteminde Cityforening vil gerne være med til at gøre Kerteminde endnu sjovere og hyggeligere at bo og handle i. Det kan vi være med til ved at byde ind med events og sponsorater til events, der gavner vores lille købstad, siger formand for Cityforeningen Jonas Nielsen.
I maj måned havde Cityforeningen derfor sørget for at skyde sæsonen rigtigt i gang med en familievenlig event, hvor Sigurd Barrett sammen med bjørnen Bjørn sang hele Nordre Kirkerist om om stenalderfolket, dronninger samt Svend, Knud og Valdemar i høj solskin.
– Det blev en rigtig hyggelig dag med masser af mennesker på gaderne, og det håber vi at kunne gentage med Anne Dorte Michelsen, siger Jonas Nielsen, der sammen med Cityforeningen planlægger en Open by Evening fredag den 9. september.