Kerteminde Cityforening byder nyt medlem velkommen: Restaurant Phi-Phi!

Teamet+bag+Phi+Phi

Cityforeningen kan den 1. april 2021 byde et varmt velkommen til sit nyeste medlem, der for nylig slog dørene op i Vestergade med asiatisk inspirerede retter på menukortet.

Restaurant Phi-Phi holder til i de nyrestaurerede lokaler i Vestergade 5, hvorfra der drives restaurant med take-away. Phi-Phi er drevet af de to kokke Phong Thanh og Joy Atcharawadee, henholdsvis oprindeligt fra Vietnam og Thailand. Sammen med Louise Andreasen og hendes mand Jesper Egsvang Andreasen ejer de restauranten i Vestergade, der foruden et stort fokus på dejlig mad af høj kvalitet, drives ud fra bæredygtige principper, der spænder lige fra indretning til råvarer og emballage.

De to partnere Phong Thanh og Joy Atcharawadee, der står for sammensætning af menu og for tilberedning af maden, er i besiddelse af et hav af erfaring fra restaurationsbranchen. Phong Thanh var i lære som kok på Falsled Kro under Jean Louis Lieffroy og Patrik Lieffroy og har selv egen virksomhed med sushibarerne Aiko Sushi i Nyborg og Middelfart og det vietnamesiske streetfood-koncept Mẹ Mothers i Odense. Ligeså kommer Joy Atcharawadee, der selvstændigt har drevet både restaurant og street food-bod i Storms Pakhus, med solid erfaring fra Sortebro Kro og den thailandske Michelin-restaurant Kiin Kiin i København.

Kerteminde og omegn har allerede taget godt imod konceptet bag Restaurant Phi-Phi, og det er derfor også en stor fornøjelse at kunne byde dem indenfor i fællesskabet omkring Kerteminde Cityforening.
– Kerteminde er et fantastisk sted at starte noget nyt op, meddeler ejerne af restauranten. – Vi er helt blæst bagover af den modtagelse, vi har fået. Det er enormt positivt at se hvordan man i byen hjælper hinanden. Butikkerne står sammen, det er tydeligt, og det er helt unikt, siger Louise Andresen.

Det var for ejerkredsen helt naturligt at melde sig ind i Cityforeningen, fortæller Phong Thanh om gerne at ville være en del af lokalsamfundet og støtte op om fællesskabet. – Det skaber en god synergi i byen når vi er sammen om tingene, fortsætter Phong Thanh. – Kerteminde er en levende by med massiv opbakning fra de handlende og med mange aktiviteter, og det ser vi os som en del af, siger han om medlemskabet i Cityforeningen.

Fra 1. april kan du nu også bruge Cityforningens gavekort i Restaurant Phi-Phi. Find restauranten her på Facebook, www.phiphi-kerteminde.dk og hos Cityforeningen for åbningstider og menukort.