Kom til Kerteminde – vi har alt!

Fra Kerteminde Kræmmermarked 2015 (5)

Siden tidernes morgen har Kerteminde været en livlig handelsby, og i året 1413 fik den status af købstad. Det var især den driftige havn, der gav Kerteminde en fordel, ligesom det dengang var fiskeri og ølbrygning der tegnede byens handelsliv. I dag er det Kerteminde Cityforening med dens 45 medlemmer der slutter ring om byens handel og varetager de forretningsdrivendes interesser. Byens handelsgader består af den centrale Langegade hvorpå også Torvet ligger, samt de gamle gader Trollegade og Vestergade.

Kerteminde Cityforening som vi kender den i dag kan dateres tilbage til 2007, men foreningen bygger på stolte handelstraditioner med magtfulde købmænd som Muus og Andresen i slutningen af 1800-tallet. I dag findes alle typer af forretninger i byens gader, og der er rift om lokalerne hvis der tilfældigvis bliver et ledigt, og nye forretninger og koncepter skyder jævnligt op.

Som medlemmer af Cityforeningen finder man både banker, mediehuse, et bredt udvalg af detailbutikker og specialforretninger, et oplevelsescenter, en elektriker, restauranter og caféer, en minigolfbane, købmænd, et hotel, et byggecenter, en pølsevogn, museer og en enkelt revisor. Fællesskabet af forretningsdrivende har til opgave at varetage handelsinteresser, men mest af alt ligger det foreningen på sinde at skabe en levende by som både er hyggelig og sjov at bo i, og hvor man ikke behøver at køre ud af byen for at få opfyldt sine ønsker. For Kerteminde har det hele!
Året rundt sker der noget i Kerteminde, og en aktivitetspulje født ud af Cityforeningen sørger for opbakning til de projekter der sættes i søen. Foreningen værner om forskellige tilbagevendende aktiviteter – alle supergode arrangementer der er med til at sætte fokus på Kerteminde som en by, hvor man gør noget for hinanden. Det er alle aktiviteter, der styrker fællesskabet og brander Kerteminde som en livlig og indbydende handelsby, som man altid har lyst til at vende tilbage til.

Af aktiviteter som foreningen støtter, kan nævnes sommerkoncerter på marinaen, kræmmermarked i byens centrum, jule- og påskeaktiviteter, Halloween og ikke mindst Kirsebærfestivalen, hvor man mange år i træk har været hovedsponsor.
– Det er ikke for sjov når vi siger, at nogle af Danmarks hyggeligste handelsgader findes her i Kerteminde, og for en lille by som vores er det ret utroligt så stor opbakning der er til de arrangementer, vi i fællesskab kommer op med, siger Jonas Nielsen, der er medstifter og mangeårig formand for Cityforeningen, og som bag sig har et stort opland af forretninger og erhvervsdrivende, der er med til at finansiere de fleste af midtbyens begivenheder.

-Vi bakker rigtig gerne op om arrangementer, der trækker handlende til byen. Handlende, som også gør brug af de mange specialforretninger og spændende butikker, som gaderne bugner af. Det kommer os alle til gavn, at Kerteminde ud af til viser sig som den driftige handels- og turistby den er, og i modsætning til mange andre byer i Vandkantsdanmark, bliver nye forretninger ved med at dukke op i byens erhvervslokaler, der sjældent får lov til at stå tomme. Det kan vi alle klappe os selv på skuldrene for, understreger Jonas Nielsen.

I Kerteminde kender man hinanden, og i Cityforeningen er man ikke bleg for at hjælpe sine kollegaer. Derfor kan man være sikker på, at hvis der er noget man søger, så kan man altid spørge sig for i Cityforeningens butikker, hvor man er der for hinanden og kan henvise til det, der efterspørges.
– Jeg tror jeg taler på hele foreningens vegne når jeg siger, at her står vi skulder ved skulder, og vi hjælper hinanden i svære tider som dem, vi er på vej igennem lige nu, udtaler Jonas Nielsen.
Kerteminde Cityforening er en selvstændig forening der arbejder uden nogen form for kommunal støtte, og det er ene og alene foreningsmedlemmernes kontingent, der er med til at finansiere mange af de tilbagevendende Kerteminde-events: – Og det er vi rigtig stolte af at kunne være med til at give til byen. Hvad der er godt for Kerteminde, er godt for os alle som bor her.

Fotos af Emil Andresen og Rikke Mohr