BESKRIVELSE

Vaffelhuset i Kerteminde er kåret som en af Danmarks bedste isbutikker. Med hjemmelavede vafler og Kerteminde Special er der garanteret fantastiske smagsoplevelser! Køer foran Vaffelhuset har der stort set været hver eneste dag, siden den farverige Jørgen Ingemann Hansen gjorde det til en succes i 1980erne.

Blandt de ansatte i Vaffelhuset var i 1996 Tina Hansen, og da hun hørte, at det blev sat til salg, drøftede hun samme aften med sin mand Jan Møller, om de skulle købe det – og det gjorde de den følgende dag.

Arbejdsplads med teamspirit
I dag er det en af byens mellemstore arbejdspladser med ca. en snes ansatte til at hjælpe Jan, der normalt åbner butikken hver dag. De første mange år var der maksimalt en enkelt dreng ansat, men også her er ligestillingen krøbet ind, fordi også drenge nu finder det attraktivt at arbejde i Vaffelhuset.

Medarbejderne har en teamspirit, der er nødvendig, når det er vejret, især regn, blæst og temperatur, der afgør tilstrømningen, så vagtplanen kan ændre sig hastigt. Desuden skal man være parat til at arbejde over, hvis det er en af de dage, hvor køen ’aldrig’ slipper op, for så længe der er kunder, har man åbent. Rekorden var lukning kl. 01.30 på en aften, hvor Kim Larsen havde haft koncert, og vejret var helt perfekt.

Landsdækkende ry
Vaffelhusets ry er landsdækkende. Hvert år afholdes der afstemninger om, hvor man får Danmarks bedste is, og selv om der er forskellige arrangører af afstemningerne og forskelligt geografisk fokus, er en ting sikker: Vaffelhuset er med i top-5 – på trods af organiserede kampagner fra andre is-udbydere på steder med langt større befolkninger.

Køer med stemning
Køerne har forskellig retning: Op mod Langegade, ned mod Strandgade eller på tværs af Trollegade, så trafikken er stoppet.

Det kan tage en lille time at nå frem på de største dage, men det er der ingen, der klager over. Der er en forventningsfuld stemning blandt de ventende, der ofte får nye venner eller udveksler ferieminder. Desuden skal de være klar til at vælge kuglerne til deres is, når de når frem til disken, og det er ikke helt ligetil med det rige udvalg: Nougat, vanille, jordbær, skildpadde, kokos, dajm, chokolade, citronsorbet, etc. etc. – og i år er der håb om, at en ny sorbet, der passer til en by med en kirsebærfestival, også gør sit indtog.

Det er ikke ligegyldigt, hvilke muligheder der tilbydes. Et år afskaffede Jan blåbæris, og bagefter blev han næsten mistænkt for at have gjort det som et reklamestunt, for de sociale medier eksploderede, kampen for blåbæris fik en hovedrolle i Radio Fyns ’Verden er af lave, fordi …’-serie – og blåbæris er aldrig siden forsvundet fra disken.

Kendte og egen sang
Alle, der gæster Kerteminde, skal på pilgrimsfærd til Vaffelhuset. Som Brøndbys danske fodboldmestre, Richard Møller Nielsen ved 20-året for den danske sejr i fodbold-EM i 1992, vægtere fra hele Europa, stormestre i skak fra Sverige og Danmark samt ensemblerne fra Kerteminderevyen.

De sidste mange års kapelmester i revyen, Peter Bom, satte musik til Svend Novrups tekst, da Vaffelhuset formentlig blev det eneste i Danmark med sin egen sang. Syng med på den her!

Vaffelhuset
Trollegade 2D, 5300 Kerteminde
Tlf: 65 32 34 13
Vaffelhuset.dk
Vaffelhuset på Facebook

Åbningstider

mandag 11:00 - 21:00
tirsdag 11:00 - 21:00
onsdag 11:00 - 21:00
torsdag 11:00 - 21:00
fredag 11:00 - 21:00
lørdag 11:00 - 21:00
søndag 11:00 - 21:00