Tag på bamsejagt med Cityforeningen

Bamsejagt Ilskov

Inspireret af andre byer i verden kan du nu tage på bamsejagt i Kerteminde, når Cityforeningens forretninger gemmer bamser i udstillingsvinduerne.

Påsken står for døren, butikkerne er så småt begyndt at åbne på klem, og bag facaden arbejdes der på Facebook og med take away for at holde hjulene i gang. Kerteminderne titter ud, og nu kan de også titte lidt på butiksvinduer, der udover nye varer har fået bamser på display.

Det er småt med tilgængelige aktiviteter ud over dem, man selv finder på. Men for nyligt gik fænomenet Bamsejagt hen over skærmen i nyhederne, hvor der fra andre lande og byer rapporteres fra familier, der går på bamsejagt. Både i boligkvarterer og i bymidter, hvor borgere og forretningsdrivende sætter bamser i vinduerne til stor glæde for børn og barnlige sjæle, der så kan gå på bamseeventyr, imens de opfinder deres egne konkurrencer. Hvem ser bamsen først, hvem finder flest bamser osv.

Kerteminde Cityforening ønsker nu at hoppe med på vognen og lokke familier og børn med på bamsejagt i første omgang I Cityforeningens medlemsbutikkers udstillingsvinduer. Bamsejagten kan foretages både imens butikkerne er åbne, og også når de er lukkede.
Håbet for Cityforeningen er, at de resterende butikker følger trop og hopper med på bølgen, så forretningslivet i Kerteminde kan være noget andet og mere for borgerne i en svær tid, hvor man pludselig skal genopfinde en ny hverdag, og hvor der er begrænsninger for, hvor mange kunder der må være i en butik af gangen. Derfor er alle bamser også synlige udefra.

God bamsejagt! Og god påske!